Nye ejere i 2017

Den 1. juni 2017 overtog de to erfarne sønderjyder, Steffan Kyhl og Kim Fisker Sønderjydsk Kål.

Steffan Kyhl kommer fra en lederstilling med mange års erfaring indenfor produktion og Kim Fisker har arbejdet mange år med salg og markedsføring.

Kål er kool 

Sønderjydsk Kål er, som navnet antyder, en sønderjydsk virksomhed, der fremstiller produkterne:

  • Økologisk kogt, hakket grønkål 
  • Kogt, hakket hvidkål

Forarbejdningen af kål er meget sæsonbetonet, og vi beskæftiger mellem fire og tolv ansatte.

Er det en gryde?

Ideen til Sønderjydsk Kål opstod i 1971, hvor fire slagtere fra Øsby, Vojens og Haderslev forarbejdede grønkål til kogt, hakket grønkål. Produktionen foregik i weekenderne i pølsemageriet på Torvet i Haderslev, og den dybfrosne kål blev solgt i egne forretninger.

Levnedsmiddelkontrollen stak en kæp i hjulet for produktionen på Torvet. Fremstilling af kål og pølser fra samme lokaler var ikke foreneligt efter styrelsens opfattelse.

Dette forbud fik tre af slagterne til at melde sig ud af samarbejdet. Tilbage stod Andreas Peter Christiansen, og sammen med sin hustru Henny startede han en selvstændig kålproduktion på den nuværende adresse Hirsevej 19 i Haderslev - og den 1. oktober 1974 var Sønderjydsk Kål således officielt etableret. Slagter elementet er dog ikke gået tabt, da det stadig har en symbolsk værdi i logoet. Hvad mange tror er en gryde er faktisk en slagterhat vendt på hovedet med det danske flag.

Viereck familien

Herefter begyndte produktionen at tage fart. Sønderjydsk Kål blev i 1987 ændret til et anpartsselskab, hvor Jørn Winther Viereck indtrådte som medejer og dermed indledte et kommende generationsskifte. I 1990 blev Birgitte Andrea Viereck ansat i virksomhedens salgs- og administrationsafdeling. Den 1. april 1996 blev generationsskiftet endeligt, og Viereck familien overtog virksomheden.

Producent af hvidkål



Fra 6 til 900 tons kål

Siden starten i 1974 har Sønderjydsk Kål oplevet en sund og kontrolleret vækst. Fra et årligt råvareindkøb på tre tons grønkål og tre tons hvidkål i 1975 er produktionen i dag øget betragteligt. Det årlige råvareindkøb ligger i dag på 300 tons grønkål og 600 tons hvidkål.

Kål tur/retur

Hos Sønderjydsk Kål er vi miljøansvarlige. Al kålaffald fra vores produktion kommer retur til marken, som næring til jorden. Det er helt naturligt for os, at vi skal passe på naturen og dermed også miljøet.

Sønderjydsk Brand

Sønderjydsk Kål har udviklet sig til at være en af de mest kendte mærkevarer fra Sønderjylland og forhandles i førende supermarkeder over hele landet.

De færdige produkter kendes som "Kogt og hakket hvidkål" og "Kogt og hakket grønkål", der gennem generationer har været hovedingredienser i de to sønderjydske egnsretter - Sønderjydsk Grønlangkål og Gammeldags Hvidkål.

Egnsretten Sønderjydsk Grønlangkål betragtes først og fremmest som en vinterspise, og for mange sønderjyder vil en nytårsaften uden grønlangkål og kålpølser være helt utænkelig. Egnsretten Gammeldags Hvidkål spises hele året til al slags kød, som frikadeller medister osv. Oksesteg er nærmest uspiselig uden at blive ledsaget af Gammeldags Hvidkål. 

De to kålretter har på det nærmeste opnået kultstatus hos kålelskere.